• Toke F. Nyborg

Håb efter hård armlægning med mineselskab

EAA udfaser økoturismeprojekt efter fire års tilstedeværelse i landsbyen Santa Rosa de la Mina, hvor vi gennem den lokale partner FCBC har støtte opbygning af økoturisme.


Foto Claudia Belaunde, FCBC


Projektet var EAAs første, og det er med vemod, vi forlader landsbyen, men efter udskiftning i både kommunalbestyrelse og -administration og en efterfølgende tilladelse til minedrift i området, trods protester, har projektet måtte kaste håndklædet i ringen:


- Arbejdet med økoturisme har gjort os opmærksomme på den unikke skovnatur vi lever i og af og fået os til at værdsætte den på en anden måde end før. Det er trist at se hvordan myndighederne ødelægger alt vi har opbygget, forklarer Antenor Eguez tidligere medlem af byrådet i San Ramon og medlem af Økoturismekomiteen nedsat af projektet.


Sidste år kunne FCBC ellers indvie de mange nye tilbud til turister i Santa Rosa de la Mina ved et stort anlagt arrangement. Projektet har anlagt ruter i skoven, trænet guides og støttet kvinder i etableringen af små butikker og restauranter, hvor de kan sælge kunsthåndværk, og hvor turisterne kan opleve traditionel indiansk madlavning. Der er opstillet billboards med reklame for Santa Rosa de la Mina langs vejen, udarbejdet brochurer og lavet logo til uniformer, butikker og restauranterne. Og på sigt skulle det også være muligt at overnatte lokalt i landsbyen.



Foto Claudia Belaunde, FCBC



Det har alt sammen bidraget til at skabe en identitet omkring projektet og større naturforståelse. Men politisk økonomi, interne stridigheder i Santa Rosa de la Mina og et fragmenteret politisk landskab, var for stor en mundfuld, for de familier, som var involveret i økoturismeprojektet trods træning i advocacy og stærk organisering omkring økoturisme:


- Det er virkeligheden vi opererer i, og særligt i Bolivia er den politiske realitet både fragmenteret og uforudsigelig og præget af egeninteresser. Det understreger blot, at organisering og træning af lokalsamfund i fortalervirksomhed er vigtig, ligesom inddragelse af hele lokalsamfund bør tilstræbes for at undgå splittelse, forklarer udviklingschef i FCBC, Jenny Flores. Hun suppleres af projektkoordinator i EAA, Maria Søndermark:


- Samarbejdet med lokale myndigheder er også en væsentlig faktor, men udskiftningen af hele administrationer efter hvert valg vanskeliggør kontinuitet. I øjeblikket befinder vi os i en periode, hvor ét politisk parti har vundet de fleste, poster nationalt og lokalt, og som ikke prioriterer naturbevarelse. Det betyder ikke, at vi giver op, men i stedet fremadrettet prioriterer indkomstskabende aktiviteter, som hurtigere kan give økonomisk afkast end fx økoturisme - ganske enkelt for at øge lokalsamfundenes økonomiske, politiske og organisatoriske modstandskraft overfor politiske og industrielle interesser, der alt for ofte sættes over miljøets, klimaets og dyrelivets. Og for at give lokalbefolkningen et alternativ til ofte kortsigtede ødelæggelser af naturens ressourcer, forklarer Maria Søndermark og understreger, at den globale corona-pandemi også har spillet en rolle:


- En af vores primære antagelser er, at vi med økoturisme skaber et økonomisk alternativ til anden skadende aktivitet. COVID19 gjorde det meget svært at drive turisme-aktiviteter både på lokalt og globalt niveau, hvilket ikke gjorde økoturisme til det alternativ, vi havde håbet - hvorfor bl.a. minedrift måske på den korte bane blev mere attraktivt.


Det er en pointe, som deles af FCBC:


- Turistindustrien er betydningsfuld for Bolivias økonomi og var i vækst inden pandemien. Også i Chiquitano-regionen, som er kendt for sine Jesuit-missioner. Men de globale nedlukninger og restriktioner har stort set lammet turismesektoren. Det får selvfølgelig betydning for et økoturismeprojekt som vores, forklarer Jenny Flores.


Sammen med FCBC fortsætter EAA dog støtten med egne midler til de kvinder, som har etableret små forretninger, hvor de sælger kunsthåndværk og økologiske produkter baseret på naturlige ingredienser, som kvinderne finder i skoven – blandt andet naturlig shampoo og vaskemiddel:


- Det giver håb om en fortsat mulig indtægt for de kvindegrupper, som har været involveret i projektet, og som nu målretter deres salg til et lokalt marked, slutter Jenny Flores.


Foto Claudia Belaunde, FCBC

10 visninger