Foto: apiguide, Shutterstock
Kort_FCBC_skovbrande_2019+2020.png

01

Køb produkter med certifikater fra FSC, RSPO eller Rainforest Alliance i stedet for dem uden. Og prøv helt at undgå tropiske træarter. Der er mange sunde, slidstærke skandinaviske og europæiske træarter.

02

Tjek varedeklarationen efter palmeolie, for måske produktet på nabohylden kunne tænkes at være uden. Det kan godt være meget svært at gennemskue, om den vare, du står med i hånden, indeholder palmeolie, da det går under en mængde aliasser. Olien går for eksempel også under navne som vegetabilsk olie, hexadecylic, sodium leureth sulfate, glycecyl, palmitate og andre afarter af ordet palm.

03

Køb Lokalt: CO2-udledningen ved varetransport fra Amazonas til Europa er også til at tage at føle på, så prøv at købe mere lokale varer.

04

Spis mindre kød: Og spis lidt mindre kød. Ja, vi er trætte af at høre det, men kød er en klimasynder, både hvad angår udledning af drivhusgasser, men også fordi produktionen fører til afbrænding af skov for at give plads til græsningsarealer og produktion af dyrefoder.

VÆR EN OPMÆRKSOM FORBRUGER

 

Overraskende mange af vores varer i Danmark stammer enten direkte fra regnskoven eller indeholder ingredienser derfra, og derfor kan vi gøre meget for Amazonas ved at være mere bevidste forbrugere og stille krav til politikerne.

​Amazonas føles for de fleste som langt væk, men du har sikkert mere at gøre med regnskovene, end du tror. Overraskende mange af vores dagligdagsvarer i Danmark stammer enten direkte fra regnskoven eller indeholder ingredienser derfra. Både flæskesteg, papir, havemøbler, trægulv, kuglepenne, shampoo, brød, færdigretter, chokolade, makeup, slik – og jeg kunne blive ved.

Soja importeres fra regnskov til de danske svinestalde, hvor det bruges som foder. Mange gulve, møbler og interiør fremstilles af tropisk træ, fordi det er kendt for at være særligt hårdt og slidstærkt. Palmeolie bruges som fedtindhold og til at give den rigtige konsistens i mange af vores forbrugsvarer.

Derfor kan du gøre meget, hvis du er opmærksom på dit eget forbrug og følger nogle få principper.

Stil krav til dit lokale supermarked gennem dit forbrug

Alene i Bolivia er der siden 2019 brændt 4 millioner hektarer skov af. Chiquitano-skoven er én af Sydamerikas mest artsrige skovområder, og indeholder uerstattelig natur.

DET KAN DU OGSÅ GØRE

Fortælle dine omgivelser om problemet og om, hvad man kan gøre: Mange ved ikke bedre, så lidt vidensdeling kan hjælpe. For eksempel er det tydeligt, at der er kommet langt større fokus på plastikforurening de seneste år, som følge af en massiv medieindsats og udbredelse af information på området.

Stil krav til politikerne

I dag har vi ingen EU-lovgivning, som regulerer import af skov-ødelæggende produkter til Europa. Derfor har både NGO'er og forskere verden over presset på for en EU-skovlov, som skal bremse europæisk import af produkter, der ødelægger  regnskoven og derved bidrage til et stop for massive fældning af tropisk skov.  I 2020 igangsatte EU kommissionen en proces frem mod en EU-Skovlov, der skal forhindrer den massive fældning af tropisk skov og den 17. november 2021 kom Kommissionen endelig med et udspil.

Vi får ikke stoppet skovbrandene og ødelæggelsen af natur, medmindre de kommende politiske forhandlinger om Kommissionens udspil trækker det i en langt mere ambitiøs retning.. Udspillet indeholder mange gode initiativer og vil være med til at sikre, at europæiske virksomheder tager et større ansvar for deres forsyningskæder og bliver stillet til ansvar for den potentielle afskovning deres import eller eksport medfører. Desværre er der stadig en række smuthuller i aftalen, som bør lukkes, hvis EU vitterligt vil leve op til de løfter, de har givet igen og igen om at stoppe afskovning globalt. Her kan Danmark gøre en vigtig forskel!

Vær med og kræv, at Danmark arbejder for en stærk skovlov


Selvom meningsløsheden og manglen på kontrol er til at tage at føle på, når man befinder sig langt væk og kun kan være tilskuer til de omfattende skovbrande i Bolivia og Amazonas generelt, så lad os begrave forestillingen om, at det enkelte individ ikke kan gøre en forskel!